Category: Agility

Agility til DKK´s udstilling i Vejen 2010, en dejlig week-end.

Fredag d. 13/8 drog vi afsted mod Vejen for at deltage i agilitystævnet, der blev afholdt i forbindelse med DKK udstillingen på arealerne omkring Vejen idrætscenter.

Om lørdagen havde vi tilmeldt i AG 1, AG Åben og SP Åben, SP 1 lå først om søndagen, og da Bravo skulle udstilles havde vi ikke tilmeldt i de åbne klasser den dag, da vi ikke var klar over hvornår han skulle udstilles.

Super og jeg lagde ud med en rigtig god start i AG 1, fejlfrit gennemløb der betød en “pind” i bogen og en andenplads i slutresultatet for klassen.

Lidt senere gjaldt det så AG Åben, til trods for vi blev disket var jeg ret godt tilfreds, vi havde et godt gennemløb alligevel.

SP Åben var sidste klasse for os den dag, her havde vi et rigtigt godt gennemløb, dog med lidt fejl, men de svære momenter kørte ret godt, så jeg var yderst tilfreds.

Om søndagen viste det sig at border collierne var første race i udstillingsringen kl 10.00 og SP 1 skulle først starte kl 17.30, så en lang dag var i vente.
Bravo fik ikke den bedste præmiering, det er svært at stå med en border af arbejdende type mellem de pelsrige og noget tungere udstillingstyper.
Da vi kom ned til agilityringen fandt jeg ud af man kunne eftertilmelde i de åbne klasser, så det skyndte jeg mig at gøre, så blev dagen jo ikke nær så lang når det ikke var ventetid det hele.

I begge klasser blev vi disket pga af førerfejl, i agility løb jeg fejl bane og i springklassen glemte jeg et skift, hvilket resulterede i Super blev sendt i forkert tunnelindgang, ærgerligt da vi ellers havde løbet fejlfrit dertil og gjorde det også på resten af turen, men igen var jeg yderst tilfreds, da de fejl der kostede disk var mine og er lette at rette.

Søndagen bar præg af store forsinkelser, og SP 1 der skulle starte 17.30 ifølge programmet kom først i gang lidt efter kl 19.00. Det viste sig at være hele ventetiden værd, for Super var vældigt flyvende og med hurtigste fejlfrie gennemløb vandt han klassen og vi fik den sidste “pind” til oprykning til klasse 2, gæt om jeg var glad?
Som en ekstra bonus blev Malene og Bravo nr 3 i klassen, ligeledes i et fejlfrit gennemløb som så udløste Bravos første “pind” til hans kun andet stævne, rigtigt flot og Malene var da også vældigt godt tilfreds, hvilket nok er årtiets største underdrivelse.

Udenfor banen stod den også på hygge med alle de dejlige mennesker vi har lært at kende gennem sporten, der som altid også er gode til at bakke op når man er på banen, tak til alle jer for en rigtig hyggelig week-end.

AG 1 lørdag.

SP Åben søndag

Back to basic…

I den forgangne week-end var Super og jeg på kursus i DKK Viby.
Instruktører var Regin Reinhard og Jannie Nielsen fra Sjælland.

Kurset tog udspring i det man kalder basic handling og blev afviklet i en hyggelig atmosfære i det flotte danske sommervejr.

For ikke agility kendere, handler basic handling om, at hunden arbejder frit foran føreren, hvor man i den form for handling der er meget udbredt nu ofte er meget med hunden og til tider foran og tager imod hunden.
Jeg er af den opfattelse, at man som fører altid kan udvikle sig og blive bedre, så nye veje osv kan bruges i den process, man kan jo altid sortere i den lærdom man tilegner sig.

Vi startede med lidt teori fredag aften i klubhuset, hvor vi også fik en nærmere præsentation af Regin og Jannie.

Lørdagen var hovedsalig om det grundlæggende hvor man både arbejdede tæt på hunden på baner der var lidt snævre og de lidt mere åbne baner, hvor man kunne have lidt mere afstand, samt lidt om de forskellige kommandoer, kropssprog og hvad man ellers bruger på en bane.
Vi fik en masse sjove baner at afprøve det på, og skulle f.eks prøve at løbe nogle baner igennem hvor vi ikke måtte bruge andet end een form for hjælp undervejs, det var bl.a at løbe en bane hvor man ikke måtte pege, en hvor man kun måtte bruge verbale kommandoer osv, ret sjovt at se hvor stor forskel der var på hvad de enkelte hunde reagerede mere eller mindre på og hvor meget det betyder.

Søndagen fortsatte så hvor vi slap om lørdagen.
Der blev suppleret på det vi lavede om lørdagen og vi blev også præsenteret for baner hvor der både skulle handles basic og “tage imod” på samme bane.

En ting der også blev lagt vægt på var handlinslinier og hvor vigtigt det er man ser de linier man skal bevæge sig i som fører, for at sikre et godt flow i sit gennemløb.
Det pointeredes også, at der som sådan ikke var forkerte linier, men nogle kunne være mere risikofyldte end andre.

Sidste punkt på dagen inden konklusionen, var et gennemløb af en hel bane.
Banen var baseret på at det meste kunne gennemløbes med basic handling, med et par steder til undtagelse.
Jeg synes alle klarede banen flot og synes også gennemløbene bar præg af, at folk i en eller anden udstrækning fik noget med sig hjem.
Efter alle havde været banen igennem var der lidt konklusion og Regin og Jannie samt de deltagende kursister takkede for en dejlig week-end.

Nedenfor er et videoklip af Supers og mit gennemløb af den sidste bane, venligst filmet af Sophie Juul Nielsen

Superslalom

En af mine store interesser er agility, som jeg startede på sidste år da jeg fik border collien Super (billede).
Super var to år da han kom hertil, var veluddannet i sin agilitygrundtræning, hvilket var en god ting da jeg aldrig har løbet agility før.

Indtil nu har vi haft et forrygende år hvor vi er kommet langt, nogle vundne klasser, med oprykningsplaceringer som bonus, samt en enkelt “DM-pind”.
Vi befinder os stadigvæk i agility/spring klasse 1, i både DKK og DCH regi, men arbejder hårdt på at opnå oprykninger.

Lidt video kan ses her