Category: Didgeridoo

Projekt hjemmelavet didgeridoo

Jeg er jo gået hen og blevet lidt bidt af det med at spille didgeridoo, så lidt tidligere på året da jeg fandt et stykke af vores pæretræ der blev fældet sidste forår, besluttede jeg mig for at kaste mig ud i at lave en selv.

Pæretræ er et forholdsvist hårdt materiale, det bliver bla også brugt til at lave pibehoveder, så det var fint egnet til en didgeridoo.
Den skulle laves efter det man kalder sandwich metoden, det vil sige at den deles i to stykker på langs, hvorefter den udhules og til sidst limes sammen igen.

At save en gren på ca 1,5 m igennem på langs, med en håndsav er noget af en opgave, men med lidt slid, bandeord og sved på panden lykkedes det.

gennemsavning
Træet gennemsaves

 

Udhulningen tog 2-3 timer pr halvdel, så det blev delt over to eftermiddage, hvorefter de var klar til at lime sammen.

 

udhulning
Træet udhules

 

fuld længde

Den rå udgave i fuld længde

 

 

mundstykke

Mundstykke af bivoks

 

 

"The bell"

"The bell"

Efter den blev samlet og limen var tør blev den slebet grundigt med sandpapir.
Jeg var lidt i tvivl om jeg ville dekorere den, men fandt ud af jeg ville forsøge.
Jeg har adgang til naturligt okker som jeg ville forsøge at rive i olie, samt noget trækul jeg raspede og ligeledes rev i olie, for at forsøge at bruge naturlige pigmenter.
Det var en smule besværligt at få farverne til at hænge ordentligt, men efter at have givet den nogle gange ser det ud til at det er lykkedes at få det til at blive.
Jeg er stadig ikke helt sikker på om der skal gøres mere ved dekorationen, eller om den skal se ud som den gør nu.

 

dekoration

Farvet med okker og kul revet i olie.

Sådan ser den så ud, og lyden er blevet over mod den dybere klang, hvilket jeg også havde håbet på.
Det har været sjovt at kaste sig ud i, og jeg har også lært lidt om hvilket ting jeg nok skal gøre anderledes en anden gang.

Næste projekt er allerede på bedding, da jeg har fundet et godt stykke træ, en tynd ahornstamme, som jeg ser frem til at komme i gang med.

At lære noget nyt!

Man siger jo at gamle hunde ikke kan lære nye tricks, men man siger også at man hele tiden bør lære noget nyt, for at udvikle sig. Man siger i det hele taget ret meget…

“Man”, som i dette tilfælde er lig med undertegnede, har nu fået den i nogles øjne, nok ret så underlige idé at jeg vil lære at spille på didgeridoo. “Hvorfor så det?” vil nogle sikkert spørge.
Jo, jeg har altid været fascineret af dette instrument og dets messende lydunivers, der har oprindelse i de australske aboriginals kultur. Så en aften hvor jeg sad på Youtube og hørte mange forskellige udøvere spille didgeridoo, faldt jeg over tutorials der omhandlede fremstilling af didgeridoos og hvordan man kom i gang med at spille selv.
Jeg måtte helt klart prøve. De fleste anbefaler, at man som begynder starter med et PVC rør, da det sagtens kan bruges til at lære teknikkerne på. Jeg anskaffede mig et og gik i gang.

En af grundstenene er “circular breathing” som gør at man kan holde grundtonen (dronen) kørende konstant.
Princippet er det samme som en sækkepibe, hvor man dog selv erstatter sækkepibens sæk med sine kinder. Man opbevarer en mængde luft i kinderne, som presses ud mens man samtidig ånder ind gennem næsen. Teknikken kan være lidt svær at komme i gang med, men med lidt disciplin og systematik kommer den stille og roligt.

I skrivende stund har jeg spillet i ca 3 uger. Spille er så nok lidt af en tilsnigelse, for det er mere øvelser i de forskellige måder man kan frembringe lyde på osv, ikke mindst har en stor del været indøvelse af circular breathing, som efterhånden er ved at sidde godt fast, og kræver efterhånden ikke så stor koncentration mere, at udføre.

PVC røret har en god lyd, men en i træ er jo det enste “rigtige”.
En “ægte” didgeridoo, som iøvrigt hedder yidaki blandt aboriginals, er af eukalyptustræ, som er naturligt udhulet af termitter.
Eukalyptus didgeridoos kan være lidt kostbare, men andre træsorter kan da heldigvis bruges. Man bruger fortrinsvis de lidt hårdere træsorter.
Jeg var så heldig at finde et link til en hjemmeside hvor jeg, til en rimelig pris kunne købe en i teak, som også var bemalet traditionelt. Jeg bestilte den over nettet om aftenen sidste torsdag, den ankom idag, så nu skal der “truttes”!

Sådan ser den ud.

Jeg skal nok skåne jer for mine udgydelser, istedet har jeg lagt en lille video med Jeremy Donovan, der hører til de dygtigste i Australien.