Min første fangst i Gudenåen.

Forårsfiskeriet er efterhånden kommet i gang, nu hvor vinteren endelig har sluppet sit kolde tag.

Jeg har på det seneste fisket en del i et par åer i lokalområdet.

Skals Å

Skals Å ligger meget tæt på hvor jeg bor, så et medlemsskab i Skalsådalens Sportsfiskerforening er jo et must for mig.

Skals Å har da også kastet lidt fisk af sig for mig. Det er blevet til lidt havørreder, dog alle nedgængere som med en enkelt undtagelse har fået deres frihed igen og en enkelt bækørred er det også blevet til.

Havørredfotos fra Skals Å fisk_i_aaenw skals_aa_20130412 havoerr_aa_20130329w

 

Gudenåen

Gudenåen løber jo ud i Randers Fjord, så naturligvis er den jo også interessant – særligt fordi der også går laks op i Gudenåen.

Gudenåen er et imponerende syn, flot omkranset af gudenådalens smukke natur.

At Gudenåen er et attraktivt fiskevand erfarede jeg da jeg ville melde mig ind i Langå Sportsfiskerforening, der har adgang til åen på stykker hvor der bliver taget store fisk – 2-3 års ventetid var beskeden, så jeg må væbne mig med tålmodighed og fiske på den gratis del af åen eller løse dagkort hvis jeg vil fiske på de strækninger hvor det kræver medlemsskab af en forening for at fiske.

 

Nogle ture til Gudenåen er det da også blevet til, men udover en enkelt lille gedde der bed min line over for en uges tid siden har jeg ikke haft fisk på krogen indtil idag.

 

Idag fiskede jeg på gratisstykket ved Stevnstrup, en blæsende dag der gjorde at det blev spinnestangen der blev hevet frem og ikke fluestangen.

Efter kun at have set to fisk i løbet af dagen og set to andre lystfiskere få en fisk hver fik jeg endelig bid sidst på dagen.

Jeg stod og affiskede et par strømfyldte huller nedstrøms ophalerstedet ved Stevnstrup da jeg følte lidt småhakkeri ved indspinning, da jeg fiskede ret dybt gik jeg ud fra det bare var bunden jeg ramte, men da jeg for anden gang mærkede det samme småhakkeri følge min spinner kastede jeg endnu en gang til samme sted.

Tredje gang skulle vise sig at være lykkens gang, for småhakkeriet blev pludselig til et voldsomt hug og jeg kunne med det samme mærke det var en fisk med lidt størrelse.

Lidt euforisk kan jeg heller ikke frasige mig følelsen var, for da den kom op første gang kunne jeg ikke se det var en gedde, men bare en stor fisk.

Jeg håbede jo det var en laks eller en havørred, men da den kom op anden gang kunne jeg se den bedre, særligt dens hoved og jeg var ikke i tvivl om det var en stor gedde.

Efter en lidt hektisk fight, gedder er jo lidt hidsige fik jeg den landet og målt.

Målebåndet afslørede en fisk på lige under 1 meter – tydeligvis en hunfisk for man kunne både se og mærke på bugen den var rognfyldt.

Efter nænsom afkrogning fik den sin frihed igen – gedder er fredet pga gydning i hele april måned.
Jeg må indrømme det var lidt forløsende af få min første fisk på land ved Gudenåen.

Dagens fangst

gedde_gudenaa_20130419_2
 

Sportsfiskerforeningen Salar

Jeg er netop blevet optaget som medlem i Sportsfiskerforeningen Salar der har fiskevand i Binderup Å. Jeg var med min gode ven Jesper oppe og se åen og hvilken å.

Jeg fik også lejlighed til at møde nogle af hyggelige medlemmer ved samme lejlighed.

Jeg kan kun glæde mig til fiskeriet kommer i gang i den å også.

 

Michael Moesby

Bruger meget af min fritid på løb, cykling og lystfiskeri.

Related post

  1. NO IMAGE
  2. NO IMAGE
  3. NO IMAGE

    2013.05.21

    Min første laks…